Menu

Anders Falkesgaard

Anders Falkesgaard

Jeg arbejder bedst, når jeg har det sjovt, men er seriøs, når det gælder.

I 3. klasse startede jeg som spejder. Det bybarn, som jeg var, blev hurtigt introduceret til en helt ny verden med bål, natur og sammenhold.

Da jeg blev ældre, fortsatte jeg som spejderleder, og det var også i den forbindelse, da jeg i løbet af sommeren 2012 blev placeret i Medieteltet på Spejdernes Lejr i Holstebro, at jeg åbnede øjnene for journalistikken. Det var journalister fra hele landet, som havde meldt sig til og tog ansvar for medieproduktionen.

Der var hektisk stemning, da der både skulle produceres radio, TV og en avis på daglig basis. Alligevel kunne jeg mærke på stemningen, at alle havde det sjovt med det, de lavede.

De dage overvejede jeg første gang journalistikken som min fremtid. Under opholdet på Askov Højskole i foråret 2013 blev jeg overbevist om, at det er det, jeg vil.

På journalisthøjskolen har jeg fået erfaring med radio, tv og skrevne medier. På 7. semester har jeg været på dispensationsordningen, hvor undervisningen har taget udgangspunkt i sociale medier.

Jeg sætter en ære i altid at have et smil på læben, og for mig skal en arbejdsplads være mere end bare en arbejdsplads. Mit forhold til mine kolleger står øverst på min liste, så jeg vil altid være frisk på en øl eller et slag kort efter arbejde.

Jeg har altid været lidt af en nørd. Jeg samler på Star Wars t-shirts og spiller både computer, Playstation og brætspil. I løbet af de sidste par år er jeg også begyndt at bruge mere tid på at eksperimentere med madlavning, og at finde de helt rigtige ingredienser til den perfekte Gin/Tonic.

 

Share